Ring til os på 56 36 25 45
info@balule.dk
Bestil rejse




Rejsegaranti fonden
|Mad & Vin
Mad & Vin2017-01-12T14:30:09+01:00

Vi krydrer din safari med udsøgt mad og vin

Sydafrika er en smeltedigel af mange forskellige nationaliteter og kulturer, som alle har bidraget til det moderne sydafrikanske køkken, hvor alsidighed er nøgleordet. Køkkenet trækker blandt andet tråde tilbage til de oprindelige jægere og samlere, der levede af kød og insekter; europæerne, der bidrog med deres tilberedningsmetoder; og asiaterne, der tilføjede deres store kunnen inden for krydderier og tilberedning af fisk.

Sydafrika har produceret vin siden 1659, og landet har gennem årene udviklet sig til at være et af verdens førende vinproducerende lande. Som vinland er Sydafrika bedst kendt for sine to unikke druesorter Pinotage og Chenin Blanc. Pinotagen blev skabt tilbage i 1925 og blev avlet ud fra Pinot Noir og Cinsault. Den er blevet kendt som Sydafrikas signaturvin, da det kun er i Sydafrika, at Pinotage-vinene produceres. De mest berømte vindistrikter i Sydafrika findes på sydkysten omkring Stellenbosch, Franschoek, Paarl, Constantia og Walker Bay, mens områder som Worcester, Elgin, Robertson og Swartland er mindre kendte.

Maden i campen

I campen serveres lækker, sydafrikansk mad af ypperste kvalitet, tilberedt af vores dygtige kokke. De sammensætter menuen efter årstiden og med sæsonens friske grøntsager og frugter. Sydafrika er et fantastisk landbrugsland med råvarer af meget høj kvalitet. Det kan smages!

Morgenmaden indtages som regel, hvis vejret er til det, på den store udsigtsterrasse i Main House med udsigt over bushen og Olifants River og de safari dyr, som måske kommer ned til floden for at drikke. Skal man ikke på tur fra morgenstunden, bestemmer man selv hvornår man ønsker at spise morgenmad. Ved morgenmaden er der et rigt udvalg og noget for enhver smag: Toast med ost, pålæg og skinke, grøntsager, frugtsalat, groft brød og rugbrød, yoghurt, mysli og cornflakes, og så – selvfølgelig – æg og bacon tilberedt efter gæstens ønsker. Hertil kaffe og te og flere forskellige slags frugtjuice.

Frokosten indtages lige som morgenmaden, og hvis vejret er til det, på den store udsigtsterrasse i Main House. Efter frokosten serveres kaffe og te.

Middagen – som består af hovedret og dessert efterfulgt af kaffe – serveres oftest udendørs under den afrikanske stjernehimmel i “bomaen”, som er vores udendørs spisested. At sidde under den sorte himmel med tusindvis af stjerner og lyden af løvebrøl i det fjerne er en oplevelse, som forstærker de fantastiske smagsoplevelser.

Vinkortet

På Balule har gennem mange år haft en stor interesse for sydafrikanske vine med utallige besøg i vinlandet omkring Cape Town. På baggrund af vores store kendskab til Sydafrikas vinhuse har vi nøje udvalgt de vine, som tilbydes safari gæsterne. I vores særligt tempererede vin rum, har vi mange forskellige rødvine og hvidvine, lige fra prisvindende vine til fremragende “dagligdags” vine. Vi tilbyder vine baseret på forskellige druer: Cabernet Sauvignon, Pinotage, Pinot Noir, Shiraz, Merlot, Blend, Sauvignon Blanc, Chardonnay m.fl. Udover rød- og hvidvine, tilbydes enkelte rosévine.

Priserne på vine ligger fra ca. R 150 pr. flaske og opefter. Det er også muligt at købe vin glasvis.

Øvrige drikkevarer

Sodavand, juice og øl, drinks som f.eks. Bloody Mary, Gin & Tonic, Rum & Coke m.fl., Irish Coffee, samt avecs som Amarula, Grappa, Kahlua, Cognac og Whisky.

Særlige ønsker

Vi kan imødekomme ønsker om særlig mad, f.eks. hvis du er vegetar eller glutenallergiker. Husk at give os besked ved bestillingen af din safari rejse til Sydafrika.